|
Artikelarkiv
Have
Bolig
Livsstil og forbrug
Miljø og klima
Mad og ernæring
|
Gode grønne råd
Spis fisk med god samvittighed
"Spis fisk to gange om ugen". Den sætning har de fleste danskere hørt. Men der er mange problematikker forbundet med de fisk, man kan købe i supermarkeder og hos fiskehandlere. Der er for lidt fokus på hvilke fisk, vi bør spise, og hvilke vi bør undgå.
WWFs fiskeguide For at skabe klarhed på området har WWF lavet en fiskeguide over fisk og skaldyr og inddelt dem i tre forskellige farvekategorier, (1) de grønne, (2) de gule og (3) de røde.
De grønne fisk er fanget/opdrættet på en måde, som ikke skader havmiljøet, og bestanden har det godt. Eksempler på grønne arter er mørksej, hoki, og Alaska-laks, og de er alle fisk, du kan spise med god samvittighed. De røde fisk skal derimod undgås, da de er overfiskede og fanget/opdrættet på en måde, som skader havmiljøet. Eksempler på røde fisk er ål, helleflynder og blåfinnede tun. Fælles for dem alle er, at de er truede pga. overfiskeri, og ålen er endda i fare for at uddø. Udover overfiskeri er der også problemer med bifangst. Fx ender hajer og delfiner ofte som bifangst, når der fiskes efter den blåfinnede tun.
Indimellem de grønne og røde arter finder vi de gule. Som udgangspunkt kan de gule fisk være et godt alternativ til de røde, men de kan også være problematiske. Eksempler på gule arter er pangasius og konserves tun. Pangasius er gul, da farmene, hvor de opdrættes, forurener naturen og miljøet omkring dem. De opdrættede fisk spreder nemlig sygdomme i de omkringliggende floder og søer, og det går ud over den vilde fiskebestand. Konserves tun er gul, da de tunarter, der bruges til konserves, ikke alle er truede. Nogle fiskes ulovligt, mens andre fanges på lovlig vis.
Der er derfor en masse ting, man bør være opmærksom på, inden man handler fisk. WWF anbefaler, at man køber de grønne arter, tænker sig om inden man køber de gule, og at man helt undgår de røde. Vil du vide mere om de forskellige arter, kan du finde fiskeguiden på www.hvaforenfisk.dk.
Ønsker man at spise fisk med god samvittighed, kan man ifølge WWF også købe miljømærkede fisk.
Miljømærkede fisk Bæredygtighedsmærkede fisk er miljømærkede, og kun MSC (Marine Stewardship Council) lever op til FN’s internationale standarder for miljømærkning af bæredygtigt fiskeri. I Danmark kan man fx finde varer med det blå logo fra Royal Greenland, Amanda Seafoods, Rahbek og Glyngøre.
Ikke alle er dog lige begejstrede for MSC-mærket. Marinebiolog i Greenpeace Norden, Hanne Lyng Winter, forklarer, at der sælges MSC-mærket Alaska-sej fra Beringshavet, men at søløverne i Beringshavet bl.a. lever af sejen, og at der fiskes i et beskyttet område, hvorfor bestanden er nedadgående. Henning Mørk Jørgensen, biolog v. DN, retter også kritik mod MSC, som har mærket blåmuslinger fra Limfjorden. Han argumenterer, at skrabning af blåmuslinger ødelægger ålegræs, havbundens alger og dyreliv, og fjerner bundens sten, som mange slags dyr og planter er afhængige af at hæfte sig på.
Hvad nu?
Bæredygtigt fiskeri er en lettere kompliceret sag end så. Vil du være helt sikker på at købe bæredygtige fisk, bør du holde dig til de grønne arter. Men måske er visse MSC-produkter også bæredygtige?
Ugens indsats: Køb fisken hoki i stedet for torsk.
|

|