Grønt Forum - Dit netværk i Vejle

 

Artikelarkiv
 Have
 Bolig
 Livsstil og forbrug
 Miljø og klima
 Mad og ernæring



 

Gode grønne råd


Pas på naturen – og brug den!

Vejle Kommune er netop blevet kåret som ”Danmarks Friluftskommune 2009” af Friluftsrådet. Prisen er ifølge juryen blevet tildelt på baggrund af Vejles fokus på friluftslivet i de forgange år samt visioner for områdets fremtidige udvikling. Som borger i Vejle Kommune gælder det bare om at komme ud og bruge, nyde og opleve naturen – for vores egen og for miljøets skyld.

Vi har brug for naturen
Det er ikke nogen hemmelighed at naturoplevelser og friluftsliv bør spille en fremtrædende rolle i vores daglige liv. Den regelmæssige kontakt med naturen omkring os øger både det psykiske og fysiske velvære, herunder forebyggelsen af livsstilssygdomme, som f.eks. stress. Naturen og friluftslivet er godt for os. Adgang til natur og grønne områder er en afgørende faktor i måden, hvorpå vi indretter vores daglige liv. Således er dette krav et af danskernes vigtigste kriterier i forbindelse med valg af bopæl. Man tænker bare på udsigtens indflydelse på huspriserne.

 

Gennem de seneste år har der på den anden side været et stadigt stigende fokus på, hvordan vi mennesker har skadet og fortsat ødelægger naturen og miljøet. I disse ”klimatider” bliver vi af medier, politikere og eksperter konstant mindet om, at vi skal passe på vores planet og forhindre yderlige rovdrift på de naturlige ressourcer. I kølvandet på advarslerne følger der også stadig flere initiativer og råd til, hvordan den enkelte borger kan være med til at vende udviklingen og etablere bæredygtige samfund. Og handling er der brug for! ”Man kan ikke omforme verden ved tale til den” sagde en berømt arkitekt engang.

 

Få naturen ind på livet
Samtidig skal vi passe på, at vi ikke gør naturen til noget, som den ikke er, nemlig svag og skrøbelig. At afskærme den bag indhegninger med ”Fingrene væk!”-skilte gavner på længere sigt hverken naturen eller os. For at hjælpe naturen skal vi forstå den først. Så herved en opfordring til at gå ud og opleve den. Nu er vi så heldige at bo i en kommune, der udmærker sig ved at udvikle optimale rammer for, at vi kan få naturen ind på livet. Ved at vi benytter os af det brede tilbud af friluftsoplevelser, kommer vi også til at værdsætte og respektere miljøet og dens ressourcer i højere grad.

 

Og når vi nu taler om ressourcer, så er det jo netop nu i løbet af efteråret, at vi kan samle og nyde godt af nogle af naturens mest velsmagende produkter som bær, svampe, æbler osv. Snør skoene, tag cyklen eller sæt dig i kajakken og gå på opdagelse i Vejles mangfoldige naturområder – du gør dig selv og naturen en tjeneste.

 

Med prisen "Danmarks Friluftskommune 2009" følger en præmie på 250.000 kroner.

Præmien skal bruges til at realisere et projekt, som borgere og foreninger kan komme med forslag og idéer til via en konkurrence.

 

 

Grønt Forum  •  NVC-Vejle  •  Orla Lehmannsgade 5, 4 sal - 7100 Vejle  •  T: 76 40 19 76  •  groentforum@mail.dk

Webdesign: www.marginal.dk