Gode grønne råd
Er klimaproblemerne en trussel - eller en gave? Nu er klimaforskerne i hele verden enige om, at der skal ske en stor nedsættelse af vores CO2-udslip inden 2015, hvis vi skal bremse den globale opvarmning.
Skal vi så til at undvære: Flyveturen til Nepal, bilen, lys i stuen om aftenen, skal vi tilbage til jordhulerne?
Nu skal vi tænke intelligent Vi kunne også tænke: mennesket er det mest intelligente levende væsen her på kloden. Nu skal vi for alvor til at bruge vores intelligens fuldt ud. Fremover er det ikke nok at udvikle et produkt der er smukt, smart, billigt – fremover skal det også være så gennemtænkt, at det indgår 100% i det økologiske kredsløb.
Det er ikke nok at tegne et hus med et smukt design – huset skal konstrueres så intelligent, at energiforbruget er minimalt og energien skal først og fremmest komme fra vedvarende energikilder som vind, sol og vand.
Det er ikke nok at designe en moderigtig kjole. Når kjolen ikke er moderigtig mere skal den enten indgå i ny energivenlig tekstilproduktion eller kunne omdannes til grundstoffer uden miljøproblematisk affald.
Når vi skal frem og tilbage mellem hjem og arbejde skal vi transporteres på transportmidler, der kører på sol og vindenergi m.v.
Nu skal der plantes skov Kort sagt:vi skal til for alvor at bruge den hjerne vi er udstyret med og tænke i nye og kreative baner. Alt hvad der i dag kræver, at vi udnytter kul, olie, gas og andre deponerede energikilder, skal vi i fremtiden nytænke, så vedvarende energi bliver hovedenergikilden.
Og så skal vi til at plante skov. Træer der vokser optager CO2, mens træ der rådner eller brændes afgiver CO2. Det gælder altså om at plante skov og når vi fælder skoven skal træet bruges til husbyggeri, så det lagres i mange år. Og vi kan bruge træ til rigtig meget, når blot vi kobler fantasien og kreativiteten med realistiske produktioner.
Start med dig selv nu Ja, verdens nuværende CO2-udslip er en trussel hvis vi ikke gør noget ved det – men hvis vi griber bolden er vi på vej ind i en meget sjov, spændende og kreativ periode.
Men indtil de nye produkter dukker op på hylderne, kan vi hver især starte med at omlægge vores eget liv og købe de produkter, der allerede findes og er miljøvenlige og /ellerCO2-neutrale: træuldsisolering, friske økologisk frilandsgrøntsager, lavenergipærer og tage cyklen til og fra arbejde f.eks.
Miljøministeriet har startet en klimakampagne hvor hver enkelt dansker kan afgive sit klimaløfte. På hjemmesiden www.1tonmindre.dk kan du tilmelde dig kampagnen og i øvrigt få masser af viden om klima og CO2-udslip.
|