Grønt Forum - Dit netværk i Vejle

 

Artikelarkiv
 Have
 Bolig
 Livsstil og forbrug
 Miljø og klima
 Mad og ernæring



 

 

Orienteringsklubben Gorm

Ung og i front - trods sine 77 år
Orienteringsklubben Gorm har gennemført mange energiforbedringer på det 77 år gamle klubhus, som andre klubber, foreninger og boligejere i det hele taget kan finde inspiration i. Med sol- og jordvarmeanlæg samt to årlige affaldsindsamlinger bidrager klubben til at reducere CO2 udledningen og holde skoven ren.

Af Thomas Drivsholm, Grønt Forum


”Vi vil gerne have, at Abrahamsens Gård er et grønt være- og mødested med adgang for alle”, siger Karl Kr. Terkelsen, formand for klubbens Klubhusudvalg. Derfor blev der med det samme installeret et solvarmeanlæg til varmt brugsvand, da klubben overtog gården i 1997. Siden dengang har klubben gennemført tre større projekter på gården, som nu fremstår indbydende og velindrettet i de skønne omgivelser.

Gården består af tre bygninger: 1) stuehuset, der rummer køkken, spisesal og fællesrum på 1. sal, 2) den tidligere kombinerede stald og lade, hvor der i dag er åbent madpakkerum – hvortil alle har adgang – toilet og bad samt fællesrum på 1. sal, 3) og endelig gødningshuset, som i dag er indrettet som værksted og lager. I stuehuset kommer der hver dag elever fra Skovagerskolen. Hver tirsdag eftermiddag og aften kommer der 50 – 70 personer for at træne orienteringsløb, og hver anden torsdag aften kommer der ca. 20 unge orienteringsløbere for at træne.


Jordvarme
Som en del af det sidste større projekt blev der installeret et jordvarmeanlæg. ”Vi overvejede også et biobrændselsfyr, men det kræver en del tilsyn og kontinuerlig rengøring og vedligeholdelse for at være en sikker daglig varmekilde. Jordvarmeanlægget passer sig selv og er meget driftssikkert, og det har vi det godt med, da klubben jo er baseret på frivillig arbejdskraft”, siger Karl Kr. Terkelsen. 750 m slanger blev gravet ned hos naboen, Jelling golfklub, og selve varmepumpen blev sat op i fyrrummet ved siden af oliefyret, som blev bibeholdt i tilfælde af særligt koldt vejr. Desuden blev der suppleret med ekstra varmtvandsbeholdere, så alle kan få bad med det samme, også ved et stort stævne. ”Faktisk blev der brug for oliefyret i denne vinter”, fortæller Karl Kr. Terkelsen, ”men den var nu også ekstra kold og lang. Et jordvarmeanlæg er væsentligt dyrere at installere end et biobrændselsfyr, men vi ville gerne have en fremtidssikret løsning. Jordvarmen passer godt til vores centralvarmesystem, fordi vi har en kombination af gulvvarme og radiatorer. Vi har godt nok kun sparet halvt så meget, som vi havde forventet i løbet af det sidste år, men her har den strenge vinter spillet ind”.


Grønne tiltag
På en lang række andre områder har klubben også sat ind: alle pærer er blevet skiftet til lavenergipærer, alle brusere er med perlatorer og trykknapsystem, der indkøbes kun miljømærkede rengøringsartikler og forbrugspapir, og når eleverne på Skovagerskolen er færdige med at bruge computerne og fjernsynene, bliver der slukket på kontakten på væggen. Og da der skulle isoleres på loftet af den gamle lade/stald, blev der anvendt træfiberisolering, et CO2 neutralt naturprodukt. Endelig sørger klubben for at fylde bilerne op med orienteringsløbere, når der skal køres til stævner.

Klubbens kasserer er sparekassemand, og hans sans for tal fornægter sig ikke. Lige siden klubben overtog Abrahamsens Gård, har han hver måned aflæst forbruget af olie, el og vand og udarbejdet en meget detaljeret statistik, som gør det muligt at følge med i, præcist hvordan det går.

Med inspiration fra Grønt Forum og et godt samarbejde med Vejle Kommune og det lokale el-selskab, Vejle Oplands Strømforsyning, blev årets påskeløb grønnere end sædvanligt. Udfordringen var 2.000 personer, heraf 1.800 løbere, til stede på stævnepladsen i tre dage. Vejle Kommune stillede to miljøstationer til rådighed, hvor affaldet blev sorteret i pap/papir, glas og metal. Især pap var der meget af; det kom hovedsageligt fra orienteringsbutikkerne, kiosken og emballeringen af præmierne. Udover miljøstationerne var der affaldsstativer og containere til restaffaldet. ”Vi er overraskede over, hvor meget affald der blev produceret under stævnet”, siger Karl Kr. Terkelsen. ”Vi fik to containere til pap, men vi kunne godt have brugt en mere. Alle fem containere til restaffald blev fyldt, og vi kunne have fyldt tre mere. Nu måtte vi klare os med sække”.

El-selskabet lagde strøm ind på stævnepladsen, så arrangørerne i år kun i yderst begrænset omfang skulle stille generatorer op, der jo ikke er helt lydløse, ligesom de bruger benzin og udsender relativt meget CO2.


Idéer og grøn praksis
Klubhusudvalget består af folk med forskellig baggrund; en er murer, en anden elektriker, en tredje er smed og altmuligmand og selv er Karl Kr. Terkelsen uddannet lærer og kan godt lide at bruge sine hænder. ”Vi har forskellige baggrunde og inspirerer og supplerer hinanden. Men vi er nu også åbne overfor andres idéer. Her har vi været meget glade for Grønt Forum, som ved at stille spørgsmål ved vores praksis har fået os til at tænke os om en ekstra gang. Grønt Forum har også foreslået os ting, som vi ikke selv ville have fundet på. Vi dyrker vores idræt i naturen, så det ligger ikke fjernt fra os at tænke på miljø. Vi mener, at orienteringssport har et grønt image, og det støtter vi aktivt op omkring. Meget iøjnefaldende er det skrald og de efterladenskaber, som man desværre kan finde i skoven. Det er vi ikke så glade for, så derfor samler vi skrald i skoven to gange om året: forår og efterår. Det har også en opdragende effekt på medlemmerne. Når Jelling Musikfestival løber af stabelen, er det vores medlemmer med forældre, der gør rent i byen hver formiddag. Det bliver til mange dåser, krus, papirstykker m.m. Vi opmuntrer også især de unge medlemmer til at huske at lukke dørene, slukke for lyset og ikke bade i alt for lang tid. Nu lyder det måske, som om vi er lidt fanatiske, men vi anvender bare almindelig god og sund fornuft”.


Fremover
Arbejdet med energi og miljø holder aldrig op, og Karl Kr. Terkelsen har allerede tænkt på det næste tiltag: ”Vi må se at få sat urstyring på opvarmningen, så den kan reguleres ned om aftenen og i de weekender, hvor lokalerne ikke er i brug”.

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 




Varmepumpen der hører til jordvarmeanlægget






Solfangerpanelerne

Grønt Forum  •  NVC-Vejle  •  Orla Lehmannsgade 5, 4 sal - 7100 Vejle  •  T: 76 40 19 76  •  groentforum@mail.dk

 Faktaboks


 Klubben

 Gorm Jelling er den fælles betegnelse for orienteringsklubben Gorm og skiklubben Gorm. Af  

 klubbens ca. 170 medlemmer er de 70 aktive som orienteringsløbere, 100 er udelukkende 

 skimedlemmer, og 130 er medlem i begge afdelinger. Gorm Jelling holder til på Abrahamsens

 Gård – Jelling Friluftsgård, Skovgade 27C, 7300 Jelling.

 


 Abrahamsens Gård
 Gorm Jelling erhvervede i 1997 den smukt beliggende ejendom fra 1933, og takket være en
 omfattende frivillig indsats og økonomisk støtte fra forskellige fonde er den nu indrettet med
 mødelokaler i stueetage og på 1. sal, køkken, toilet og bad, omklædningsrum samt depoter til
 materiel og snescooter. I laden er der indrettet et stort samlingsrum – åbent madpakkerum,
 hvor alle kan gå lige ind med udefodtøj.

 Du kan se mere om Gorm Jelling på http://gorm-jelling.dk

 

Webdesign: www.marginal.dk