Grønt Forum - Dit netværk i Vejle

 

Artikelarkiv
 Have
 Bolig
 Livsstil og forbrug
 Miljø og klima
 Mad og ernæring

 

Gode grønne råd

 


El-cyklen vinder over el-bilen i byen

Der tales en del om, at elbilen skal være fremtidens bil til bykørsel, men el-cyklen er faktisk meget smartere end elbilen til netop bykørsel, fordi den ikke danner bilkø og ikke breder sig på p-pladserne. Så længe vi overvejende får strøm fra kulfyrede kraftværker kan el-bilerne ikke kaldes CO2-besparende. Men hvis el-cyklen erstatter en bil, er den medvirkende til store CO2-besparelser.

Anja er lige flyttet til Uhrhøj, hvor hun bor i en andelsboligforening. Tidligere boede hun nær sit arbejde i Søndermarken, og klarede sig med en cykel. Efter familien er flyttet må hun tilbagelægge 12 km hver vej og både udturen og hjemturen ender med en lang og sej stigning.

 

Anja blev træt af at cykle

Anja havde egentlig tænkt sig at cykle og så frem til at komme i super god form. Men da hverdagen meldte sig, blev det netop denne daglige cykeltur på 45 minutter, som fik læsset til at vælte. Stadig oftere beslaglagde hun den delebil, som andelsboligforeningen råder over, for ikke at være helt udaset, når hun kom hjem.

 

Men så skete der noget

Boligforeningen købte en el-cykel på delebasis og nu cykler Anja næsten dagligt de 12 km ned ad Jellingbakken, tværs gennem byen forbi alle bilkøerne og op af Koldingbakken med en gennemsnitshastighed på 25 km i timen. Turen tager selv i den værste myldretid kun 25 minutter og opad Jellingbakken kan hun nemt holde en hastighed på 18 km i timen. Nu bruger Anja kun bilen til arbejde, når hun af forskellige grunde skal have børnene med. De har nemlig fortsat deres skolegang i Søndermarken.

 

El-cyklen er stadig en cykel

At køre på el-cykel er ikke det samme som at køre på knallert, da elmotoren kun giver hjælp til hastigheden, når man selv træder i pedalerne. Man kan sagtens blive forpustet, hvis man sætter gearet i vejret og tramper til i pedalerne, og så kan man snildt komme op på 35 km i timen.

Omvendt kan man køre afslappet og nå frem til arbejdspladsen uden at være svedt, selvom der skal forceres nogle bakker. Det er muligt at have mange varer med på cyklen uden at farten påvirkes.

 


Hvad vil du helst være? En sur bilist i kø eller en glad cyklist?

El-cyklen konkurrerer bilen ud på de fleste punkter i forhold til den daglige transport.

  • Den er hurtig i myldretiden, hvor den smutter forbi de lange bilkøer og frem i forreste række
  • Den er meget billigere i indkøb og drift
  • Den er god for byens beboere, da den ikke støjer og forurener og udledning af CO2 er minimal
  • Der er ingen parkeringsproblemer
  • Den giver stadig mulighed for motion
  • I modsætning til bilen kommer chaufføren på el-cyklen ud i frisk luft og sollys og får sit

     nødvendige daglige tilskud af naturligt D-vitamin

 

Så er der lige det med regnvejr? Her står valget mellem at investere i et smart regnsæt, eller tage bilen de dage hvor skyerne er for sorte.

 

Der er stor prisforskel på el-cykler og det betaler sig at afprøve forskellige modeller inden man køber. For Anjas vedkommende valgte hun en cykel der kan køre 50 km på én opladning. Den kan cykle uden strøm lige så let som andre cykler og sadlen er nem at stille op og ned, så de øvrige beboere i andelsboligforeningen kan bruge cyklen om aftenen og i weekends. Det koster 50 øre pr km at låne delecyklen mod 2,50 kr. for delebilen. Skift til el-cyklen har givet Anja en månedlig besparelse på udgifter til den daglige transport på 1000 kr. – og gavner samtidig miljøet.

 

  • Elcykler kan købes hos mange cykelhandlere og varehuse i dag
  • På nettet kan man finde en del firmaer, også i nærheden af Vejle, der har specialiseret sig
         i elcykler
  • Besøg Dansk Cyklistforbunds hjemmeside før du køber, og få gode råd med på vejen:
         www.dcf.dk

 

 

Grønt Forum  •  NVC-Vejle  •  Orla Lehmannsgade 5, 4 sal - 7100 Vejle  •  T: 76 40 19 76  •  groentforum@mail.dk

Webdesign: www.marginal.dk