Hold ferie med grøn samvittighed
Bæredygtig turisme. Grøn ferie. I tidens miljøbevidste ånd er der opstået nye begreber, og vi er begyndt at tænke over, hvordan vi påvirker miljøet, når vi holder ferie. Grøn ferie betyder ikke kun at bruge sin ferie på at nyde naturen. Det betyder også at værne om den. Få inspiration her til hvad du kan gøre for at holde ferie med god grøn samvittighed. Der er masser af muligheder. Så hvis du er på udkig efter en miljøvenlig ferie, er her et lille udpluk af muligheder.
En del hoteller, vandrerhjem, feriehuse og campingpladser er blevet certificerede via ordningen ”Den Grønne Nøgle” som et bevis på, at de gør en indsats for at minimere miljøbelastningen. ”Grøn-nøgle-virksomheder” findes i mange lande – bl.a. Italien, Holland, Puerto Rico og Danmark. Lokalt er der også en del ”Grøn-nøgle-virksomheder”: Rosenvold Camping ved Stouby, Vingstedcentret ved Bredsten, Hotel Sinatur Haraldskær, Comwell Kellers Park i Børkop og Munkebjerg Hotel. Se mere på www.green-key.org. Her findes hoteller, vandrehjem, campingpladser og feriehuse osv. opgjort efter lande.
For at blive godkendt som ”Grøn-nøgle-virksomhed” skal stedet leve op til en række miljøkrav. Blandt kravene kan nævnes:
- begrænsning af vand- og energiforbrug
- brug af miljøvenlige rengørings- og vaskemidler
- kildesortering af affald
- ingen brug af eengangskrus på værelserne
- økologiske produkter til morgenmaden
Ønsker du at holde ferie uden at belaste klimaet med udledning af CO2, kan du tage til Skallerup Klit feriecenter i Nordjylland.. Den varme og el centret bruger, er nemlig produceret gennem sol- og jordvarme, træpillefyring og miljøvenlig dansk vandkraft. Her er bl.a. tropisk vandland, romersk bad og legeland for børnefamilier. Læs på www.skallerup.dk.
En anden mulighed er Blåvand Kurbad og Wellness. Her kan du med grøn samvittighed svælge i skønne kurbade. Til opvarmning af såvel centret som alle bassiner er der nedgravet 6 km jordvarmeslanger, ligesom der er opsat et 300 m² stort solfangeranlæg, som skaffer energi til centret. Udover wellness centret findes der et indendørs badeland, flere legepladser og mulighed for vadehavsvandring. Se mere på www.blaavandwellness.dk.
Du kan også tage på en uges energilejr på Samsø. Her kan du eksperimentere med vedvarende energi, se de mange anlæg, der gør Samsø til Danmarks mest berømte energiø og også holde ferie og besøge Samsøs gode badestrande. Organisationen for vedvarende Energi, OVE, arrangerer en energilejr i sommerferien. Se på www.ove.org.
Der er masser af muligheder for miljøvenlige ferier.
Ferien er begyndt, så spring ud i det.