Grønt Forum - Dit netværk i Vejle

 

Artikelarkiv
 Have
 Bolig
 Livsstil og forbrug
 Miljø og klima
 Mad og ernæring



 

Gode grønne råd

Afhjælp oversvømmelser med mere have

Kunne det tænkes at valget af belægninger ved vores boliger til fx terrasser, indkørsler og i forhaven har en betydning, når uønsket vand melder sin ankomst? Vi kender det alle. Der står vand op til kantstenene, vi hopper fra flise til flise for at undgå våde sko, og kældrene står oftere under vand end tidligere. Klimaændringerne har medført større mængder af vand, og kloakkerne har svært ved at lede vandet væk.

 

Vores forhold til udsmykningen og udformningen af vores udendørsarealer har gennem tiden ændret sig. Tidligere valgte de fleste boligejere små stisystemer rundt i haven, indkørsler med to rækker fliser og græsbelagte forhaver. I dag vælger husejerne i større grad at anlægge flere terrasser, bredere stier rundt i haven og rundt om huset, samt grus- eller flisebelagte forhaver. I en travl hverdag skal omgivelserne udenfor huset gerne være nemme at holde. Uden at tænke over det, har de valg, vi foretager os i forhold til udearealerne, en konsekvens for nedsivningen af regnvandet og dermed belastningen af kloaksystemerne.

 

Ved at vælge belægningsformer som ligger tæt sammen, som det eksempelvis er tilfældet med fliser og asfalt, er det svært for regnvandet at sive ned i jorden. Dette medfører en øget mængde af regnvand, som skal ledes til kloakkerne. Hvis kloakkerne ikke kan rumme de store mængder af regn, kan det resultere i, at vandet samler sig oppe på jordoverfladen, laver små søer og i værste fald oversvømmer kældrene.

 

Tilbage tilde grønne arealer

I kraft af, at der er blevet skabt mindre arealer til nedsivning, er det blevet sværere at komme af med regnvandet omkring vores boliger. Men der er hjælp at hente. Du kan være med til at begrænse risikoen for oversvømmelser, hvis du vælger en belægning, hvor der er hel eller delvis mulighed for nedsivning næste gang, du skal anlægge en ny have.  

 

De steder hvor det er hensigtsmæssigt med en fast belægning, som eksempelvis på terrassen og i indkørselen, kan duvælge at anlægge fliser med en større fuge imellem eller vælge grus. Regnvandetfinder hurtigt vejen igennem fugen, og du undgår at belastekloakkerne. Samtidig kan du vælge at opbygge terrassen eller indkørslen på en måde, så regnvandet ledes ud på græsset eller til et nærliggende bed, hvor nedsivning er mulig.

 

En endnu bedre idé er naturligvis at begrænse arealet med tæt belægning. Hvorfor ikke nøjes med belægning på terrassen og holde resten af haven grøn? Mange vælger at flytte i hus for at få have og grønne arealer lige udenfor døren, men det paradoksale er, at stadig flere vælger at anlægge store arealer med fliser og grus.

 

 


 

 

Grønt Forum  •  NVC-Vejle  •  Orla Lehmannsgade 5, 4 sal - 7100 Vejle  •  T: 76 40 19 76  •  groentforum@mail.dk

Webdesign: www.marginal.dk